Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

22. maj

Sød musik på Sporvejsmuseet

Der bydes på mange andre toner end lyden af sporvognsklokker på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm i sæsonen 2017: piber og trommer, klassisk underholdningsmusik og swingende jazz – alt sammen udført live af forskellige orkestre.

Svend Nicolaisens Orkester lægger ud lørdag 3. juni kl. 12-15. Orkestret viderefører den klassiske underholdningsmusik, som den navnkundige kapelmester grundlagde helt tilbage i 1932. Svend Nicolaisens Orkester er dannet i 2011 med hjemsted i Slagelse. Orkestret kan desuden opleves på Sporvejsmuseet 1. juli kl. 12-15 og 29. juli kl. 12-15.

Ruds Vedby Garden underholder med piber og trommer og elegant eksercits 10. juni kl. 14.30, næste gang 19. august kl. 13.00 og endelig 18. oktober kl. 13.00. Ruds Vedby Garden er stiftet i 1987 og tæller 35 medlemmer i alderen 8-28 år. Garden underholdt også ved sæsonpremieren påskedag.

Jazz-bigbandet Basie Trust Big Band tegner sig for den ældste musikalske tradition på Sporvejsmuseet. Orkestret er hjemmehørende i Ringsted og er under ledelse af Per Vadmand, Vigersted, der er blandt Sporvejsmuseets frivillige medarbejdere. Basie Trust Big Band spiller swingende jazz 27. august i tidsrummet 13-15.

Sporvejsmuseet ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted. Museet er åbent lørdage, søn- og helligdage kl. 10-17. I skolernes sommerferie kl. 10-17 alle dage undtagen mandage, hvor museet er lukket. Der kan læses mere på www.sporvejsmuseet.dk