1. august 2026 Af: Erik Lilholt
Der har været to modeller i spil i forbindelse med planerne om et nyt værksted.
Den ene model bestod af et værksted sammenbygget med den nuværende Remise 1. Denne model ville forudsætte at det nuværende spor 7 (placeret i en tilbygning på Remise 1) blev fjernet. Spor 7 rummer dels et malerværksted og dels et antal opmagasinerede sporvogne.
Den anden model bestod i en fritstående bygning placeret med en afstand på 10-12 meter fra Remise 1 og spor 7.
Der var ingen tvivl om at den fritstående model var den foretrukne, dels fordi man derved kunne bevare spor 7 og dels fordi det ville give et mindre massivt udtryk når de to bygninger ikke stod klos op ad hinanden.
Denne model krævede imidlertid at museet kunne erhverve noget jord fra naboen, Skjoldenæsholm Skov og Natur. Dette har medført nogle lange forhandlinger som nu er mundet ud i en aftale om at museet køber et stykke jord både på nord- og på sydsiden af museet.
Derved kan planerne om den fritliggende værkstedsbygning realiseres.
Nedenstående billede viser det nuværende område, de tilkøbte områder samt den omtrentlige placering af det nye værksted.
Forklaring:
- Bygning 1 er den nuværende Remise 1
- Bygning 2 er den nuværende Valby Gamle Remise
- Bygning 3 er den nuværende Remise 4
- Bygning 4 er det nuværende Magasinet
- Bygning 5 er den nuværende Remise 3
På tegningen mangler den nuværende Busudstillingshal samt Lastbilgaragen.
Museet har for nylig erhvervet den markerede matrikel 1æ som ellers har været lejet siden museets start. Denne matrikel sammatrikuleres med matrikel 1av.
De erhvervede områder består dels af to områder på hhv. 12.559 m2 og 189 m2 placeret nord for museets nuværende område og dels 7.945 m2 placeret syd for. Der er for nærværende ikke konkrete planer for brug af området syd for museet.
Det brune område viser den omtrentlige placering af den nye værkstedsbygning. Den røde sekskant viser den omtrentlige placering af telefonkiosken som tidligere stod i Absalonsgade. Denne er nu under renovering på museet.
Skitse af museets kommende område med placeringen af Nyt værksted. Klik her for at se foregående artikel om Nyt værksted:
Jordbundsprøver