Maling af bogiebivogn KS 1572 er afsluttet.
12. juni 2025 Af: Erik LilholtFoto: Erik Lilholt
Bogiebivognen KS 1572 har i de seneste år været igennem en større restaurering i form af maling både indvendig og udvendig samt nyt læder på sæderne.
Arbejdet er udført af gruppen ”Spor 7” der – som navnet antyder - holder til i spor 7 i tilbygningen på højre side af Remise 1, museets oprindelige remise. Her er det ved hjælp af en varmepumpe muligt at holde rummet opvarmet så maling kan ske stort set hele året.
Den 11. juni blev vognen trukket ud af spor 7 for midlertidigt at blive flyttet til Remise 3. Her skal den løftes så bogierne kan blive afmonteret og sendt til renovering. Der udestår også nogle metalarbejder på dørtrin.
Den tilhørende motorvogn, KS 587, er placeret i remise 1 hvor der skal udføres nogle reparationer og malerarbejder efter at der er konstateret utætheder i taget. Om 1-2 år kan vi forhåbentlig igen præsentere et flot bogie vogntog bestående af KS 587 og KS 1572.
Vognen er trukket ud og står ved siden af Remise 1 og afventer flytning til Remise 3.
Vognen er blevet malet udvendig og fremstår rigtig flot. Vognnummer mm. mangler endnu at blive malet på.
Taget har fået nyt lærred og mange gange maling. Lige nu mangler der at blive fjernet støv.
Sæderne er monteret i vognen igen efter de har været hos sadelmageren for at få monteret nyt læder.
Her ses et enkeltsæde hvor beskyttelsen er midlertidigt fjernet.
…og et dobbeltsæde.
Bogierne skal afmonteres, sandblæses og males.
Og her holder KS 1253 nu i spor 7 hvor den har overtaget pladsen efter KS 1572. Efter mange års tro tjeneste bl.a. i udflugtsvogntog trænger den virkelig til en ”kærlig hånd”.