Sæsonen 2023 starter 22. april
20. april 2023
Remiseportene åbnes til en ny og spændende sæson på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Lørdag den 22. april 2023 kl. 10 til 17 indledes museets 46. sæson. Remiseportene slås op, og medarbejdere, sporvogne og busser kan igen få lov at transportere gæster til Ejlers Eg og rundt om Valsølille sø.
Tag en nostalgisk og hyggelig tur tilbage i tiden. På Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm er der både plads til leg, fordybelse i historien og ikke mindst: Ubegrænset kørsel i sporvogn.
Ta´ sporvognen i skoven
Konduktøren ringer afgang, og vognstyren sætter sporvognen i bevægelse. Turen går gennem den midtsjællandske skov mod endestationen Ejlers Eg. På turen møder du og dine medpassagerer hyggelige picnicområder i det grønne, hvor I kan nyde jeres evt. medbragte mad.
Ved endestationen holder cafévognen, hvor I kan købe is, kage, sandwich og noget at drikke. Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm tager jer med tilbage i tiden, til en nostalgisk sommertur, der fører gennem den kollektive transports historie i København, Odense og Aarhus.
Ta’ med veteranbussen omkring søen
En anden mulighed under et besøg på Sporvejsmuseet, er at opleve duften og lyden fra fortiden, når museets veteranbusser kører jer ud på en smuk tur omkring Valsølille Sø.
Se på butiksvinduer i Valby Langgade
I kan starte eller slutte med at gå på tur i de historiske butiksudstillinger i museumsgaden Valby Langgade. Her kan I opdage eller genopleve, hvordan butiksvinduer kunne se ud i København, Aarhus og Odense i 1940’erne, 50’erne og 60’erne.
I Valby Langgade finder I desuden busudstillingshallen. Her kan I udforske og fordybe jer i mere end 140 års bushistorie. Udstillingen rummer alt fra hestetrukne omnibusser til en københavnsk bybus fra 2009.
Sæsonens arrangementer
Sæson 2023 byder på mange spændende arrangementer. Veteranbiltræf, hvor de gamle biler er parkeret i Valby Langgade. På trafikdagen er der intensiv trafik og mange spændende aktiviteter. Oplev sporvognene og museet i aftenstemning med lys i butikkerne og i de gamle gadelamper, og tag sporvognen til en aften med stjerneobservation sammen med Københavns Astronomiske Forening.
Frem til skolernes sommerferie holder museet åbent lørdage og søn- og helligdage kl. 10 – 17. Læs mere på www.sporvejsmuseet.dk for at finde åbningstider og sæsonens arrangementer.
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm og alle de frivillige medarbejdere glæder sig til at byde vores gæster velkommen til sæson 2023.